Rejsebeskrivelse af flyturen fra Danmark til Nicarague.
Afrejsen fra Danmark blev forsinket over halvanden time på grund af taage/blaest i Heathrow lufthavn.
Derfor nåede vi ikke vores planlagte fly til Miami. Øv øv og atter øv.
Vi skulle nu undersøge hvilke andre muligheder der var tilgængelige.
Denne undersøgelse vist sig at tage over tre timer, nærmere følger.
Ved at vælge et flyt til JFK og herfra videre til Miami var det muligt at nå det oprindelige planlagte fly fra Miami. Dette kunne lade sig gøre fordi vi skibbede en overnatning i Miami.
Jeg opdagede at der i Heathrow er tog der kører mellem de forskellige terminaler og at kørslen tager en halv time, dette har betydning når en medarbejder i British Airways tager fejl af hvor vi skal have ændret vores reservationer. Vi blev sendt til terminal 3 i stedet for 4 den tur varede lang tid. (med tog den ene vej og bus den anden vej tilbage) Da vi til sidst havnede i den rigtige ko, var der ca. 100 foran. Det var heldigvis en meget venlig dame der ekspederede os, da vi endelig nåede frem til ændring af flybilletterne.
Selve ændringen tog en time.
Det var godt at opleve, at et smil er den korteste vej mellem to mennesker, dertil kommer, at en vits også hjælper på kommunikationen.
Den venlig dame i Heathrow lufthavnen skrev i instrukserne til JFK lufthavnen at de der skulle gøre alt hvad de kunne for at hjælpe det meget venlige og ualmindelige tålmodige par som blev omdirigeret.
Nu gik vi i gang med at få omdirigeret kufferterne, det var ved en anden skranke.
Da vi endelig er færdige med alle ændringerne opdager vi hvor sultne og trætte vi er.
Vi havde faet udleveret 8£ det var lige nok til et meget lille måltid og en cola til deling.
Vi fløj videre til JFK kl. 22.55. Vi skulle oprindelig have været fløjet vider kl. 13.30
I JFK ankom vi over midnat lokal tid og alt var lukket ned også reservation af hotelværelser.
Vi opdage nu at der kun var en kuffert, den anden var pist væk.
Vi brugte lang tid i forbindelse med at efterlyse den forsvundne kuffert.
Da vi var færdige med efterlysningen skulle vi finde et sted at sove.
Alle var nu gået hjem, men det lykkedes at finde en der kunne hjælpe os.
Igen her var der også en venlig dame som trods det var efter lukketid hjalp os at finde et sted at sove.
Jeg sagde til hende at jeg gættede på at der var 300 mil. Amerikanere og at hun var den første jeg havde mødt, samt at hun var meget meget hjælpsom, så nu ville jeg når jeg kom hjem orientere alle 6 mil. Danskere om hvor venlig den første amerikaner jeg mødte var. Det er hermed gjort, vil læseren venligst give besked videre til rette vedkommende.
Vi blev tilbudt transport med tog til hotellet. Vi valgte en taxa i stedet så kunne vi komme hurtige i seng.
Vi havde fået instrukser om kun at tage en gul taxa fordi de mange uautoriserede taxaer kun ville snyde og eller det der var varer.
Nu kunne vi sove 2 en halv time, inden vi skulle af sted kl. 04.00 om morgenen.
Da vi skulle flyve videre opdagede vi at American Airlines havde andre bestemmelser angående vægt på kufferter (vi havde nu kun en) det kostede 100$.
Det lykkedes for os efter vi havde fortalt skrankedamen om vores situation, at hun til sidst fik helt medlidenhed med os og prisen faldt til 25$. Det handlede igen om smilet og en portion tålmodighed.
Trods forhandlingerne og utrolig meget sikkerhedskontrol nåede vi flyet til Miami.
I Miami var der også langt mellem terminalerne og vi havde kun en halv time. Det blev til en ca. 30 min lang løbetur og vi nåede det. Det vil sige vi nåede det oprindeligt planlagte fly.
Den sidste flyvetur var noget turbulent med mange huller i luften, men det gjorde ikke noget for nu var rejsen ved at være tilendebragt, vi landede med 10 min. forsinkelse i Managua.
Vi fik en varm velkomst (27grader) og blev hentet i lufthavnen af Sune (Gertruds bror) lokal tid 13.00.
Endelig fremme på Quinta Asserbo i Ticuantepe godt trætte og meget sultne.
Rejsebeskrivelse af John og Gertrud.
